FitnessLiv

Danmark's Førende Hjemmeside
for et Sundt Liv


Hvorfor sunde snacks | mellemmåltider er vigtigt!

Af: FitnessLiv | Opdateret: 2015-12-06 13:26:01

Alt for mange mennesker undgår at spise snacks, fordi de er bange for, at snacks bidrager til vægtøgning. Det er lidt en fejlfortolkning, fordi sunde snacks faktisk kan hjælpe dig til et vægttab. Det gælder bare om at vælge en snack, der indeholder mellem 100 og 200 kalorier.

Sunde snacks holder sulten fra døren mellem hovedmåltiderne. Når sulten begynder at melde sig, skal du altså ikke vente med at spise noget til næste hovedmåltid. Spiser du i stedet for en lille sund snack, er kroppen glad igen, og du undgår derved overspisning ved det næste hovedmåltid.

Kunsten med sunde snacks er, at kombinere komplekse kulhydrater som fuldkornsprodukter, frugt eller grøntsager med proteinholdige fødevarer som nødder, kød eller mejeriprodukter.

Sunde Snacks er et godt valg

Fordele ved sunde snacks

1 Sunde snacks giver vigtige næringsstoffer til koppen

Når du udelukkende vælger de sunde snacks, øger du dit indtag af essentielle næringsstoffer. Frugt og grøntsager giver dig masser af C-vitaminer og A-vitaminer, som er vigtigt for dit immunsystem, tandkød og sårheling. De indeholder masser af de gode opløselige fibre, som holder dig mæt i lang tid, og holder hele dit tarmsystem sundt. Et sundt tarmsystem er afgørende for dit immunforsvar. Det gode ved frugter og grøntsager er, at de er meget kaloriefattige, men giver dig masser af vigtige vitaminer, antioxidanter og mineraler.

Sunde proteiner som fedtfattige mejeriprodukter, sojaprodukter eller hummus, giver vigtig næring til dine muskler, celler, hud og hår. Det øger dit indtag af calcium, som holder dine knogler sunde og stærke.

Sunde kulhydrater skal være komplekse kulhydrater eller kulhydrater med resistent stivelse. Det giver dig energi til dagens opgaver.

Sunde fedtstoffer beskytter dit hjerte og hjerne, og du skal spise fedt, for at tabe fedt. Sunde fedtstoffer findes i nødder, frø, kerner, avocado, olivenolie med mere.

2 Sunde snacks kontrollerer dit kalorieindtag

Sunde snacks sørger for du ikke bliver sulten mellem hovedmåltiderne. Sunde snacks sørger for at dit blodsukker holdes stabilt dagen igennem. Dette er naturligvis en vigtig faktor for diabetikere, men i den grad også for resten af befolkningen. Store svingninger i blodsukkerniveauet kan føre til insulinresistens, fedme, type 2-diabetes, hjerte- og karsygdomme samt forhøjet blodtryk, men det får dig også til at vælge usunde fødevarer.

3 Sunde snacks øger dit energiniveau

Sunde snacks holder dit energiniveau stabilt over en meget længere periode, end hvis du spiser usunde fødevarer. Sukker får først dit blodsukker til at stige voldsomt, men efter en kort periode dykker det helt ned igen. Det efterlader dig fuldstændig energiforladt og sulten, og et nyt sukker rush skal til, hvis du skal have energi til resten af arbejdsdagen. Det er en ond og meget usund spiral, at ende op i.

4 Sunde snacks øger din koncentrationsevne

Når du spiser sunde snacks, har du en meget bedre koncentrationsevne, fordi dit blodsukker hele tiden holdes stabilt. Din indlæringsevne bliver forbedret, og du er meget bedre til at holde fokus på dine opgaver, som derved bliver løst mere effektivt. Det gælder specielt også for børn, som sidder i et klasseværelse det meste af dagen.

5 Sunde snacks øger dit stofskifte og fedtforbrænding

Sunde snacks sørger for dit stofskifte bliver holdt oppe dagen igennem. Det betyder, at du vil forbrænde flere kalorier og fedt i løbet af dagen. Når der går for lang tid imellem dine måltider, sænker kroppen dit stofskifte, fordi kroppen forsøger at holde på energien. Det fører til vægtøgning.

Sprøde Snacks

Sprøde snacks kan tilfredsstille din trang til at spise når du keder dig, eller bare har en sød tand. Rå grøntsager er i den situation et rigtig godt valg, fordi kalorieindholdet i grøntsager er meget lavt, samtidig med at du får masser af vitaminer og mineraler. Hvis rå grøntsager er lidt for kedelige efter din smag, kan du bruge hummus som dip. Rigtige popcorn som du selv laver, er også et godt valg. De har et højt fiberindhold, og et lavt indhold af fedt og kalorier.

Søde Snacks

Når den søde tand skriger efter chokolade, kage eller slik, findes der rigtig mange gode alternativer der kan tilfredsstille dig. Frisk frugt har en naturlig sødme og et højt fiberindhold. Fedtfattig yoghurt med frugter, græsk yoghurt eller skyr, er et andet godt alternativ. De er alle en god kilde til protein, calcium og D-vitamin. En proteinbar indeholder mange kalorier og ikke mindst en masse sukker. Spis kun proteinbarer, når du er på farten, og ikke lige har adgang til en sund snack.

Salte Snacks

Når trangen til noget salt sniger sig op på dig, tænker du naturligvis chips, men den går jo absolut ikke. Mandler, valnødder, pistacienødder og cashewnødder, er gode snacks når du trænger til noget salt. De har alle et højt indhold af de sunde umættede fedtstoffer, og et højt indhold af fiber og protein som holder dig mæt længere. Du skal dog være meget opmærksom på dine portionsstørrelser, da nødder har et meget højt kalorieindhold.

Den usunde tørst

Når du får lyst til noget andet end vand, skal du holde dig langt væk fra sodavand, energidrikke og sportsdrikke, da de er fyldt med sukker, kalorier, kunstige sødestoffer, og andre kemikalier. Lav istedet for en lækker sund smoothie, som giver dig energi, vigtige vitaminer, fibre og mineraler.


Er snacks mellem hovedmåltiderne sundt? (European Food Information Council - Engelsk)

Share on Facebook Share on Twitter Share on Google+ Share on Pinterest
 


Sukker og kroppen
Alkohol og vægttab
Stress og helbred