FitnessLiv

Danmark's Førende Hjemmeside
for et Sundt Liv


Generelt om Kost og Ernæring

Af: FitnessLiv | Opdateret: 2015-11-30 10:36:31

Det vi putter i munden, hænger unægtelig sammen med, om vi får succes med vores vægttab. Når man kombinerer den rette ernæring med motion, øger man naturligvis sin succes rate. Selv om mange mennesker laver denne kombination, opnår de alligevel ikke det ønskede resultat.

Kost og Ernæring dikterer hvad hver eneste celle i vores krop har brug for, for at kunne fungere optimalt. En sund kost med den rette ernæring, forebygger ikke bare sygdomme, men kan også afhjælpe diverse problemer og sygdomme, som man allerede har pådraget sig.

Familie der laver sund mad

Derfor er det utrolig vigtigt, at vi spiser og lever sundt, og ikke mindst ved hvad det indebærer. Alt for mange unge mennesker tror, at de kan spise lige hvad de har lyst til, og så kan de altid spise sundere, når de engang bliver ældre. Det er en meget forkert holdning at have. Uanset alder, påvirker kosten mange aspekter af dit liv. Manglende ernæring i kosten, kan forsårsage mange forskellige sygdomme senere i livet.

Den største årsag til den voksende fedme i Danmark, er forkert kost og ernæring. Mange spiser alt for mange kalorier, som de ikke kan forbrænde gennem aktiviteter i dagligdagen eller motion. Vi lever i en alt for travt hverdag, hvor alt for mange vælger den nemme løsning. Om de gør det i mangel af bedre, eller om de rent faktisk er uvidende omkring hvad sund kost er, er selvfølgelig uvis. Vi har fast-food restauranter på næsten hvert gadehjørne, og supermarkedet er fyldt op med færdigretter, og andre usunde forarbejdede fødevarer. Forkert kost fører blandt andet til hjerte- og karsygdomme, diabetes, og fedme.

Vores måde at arbejde på, har også ændret sig markant. Vi har stillesiddende jobs foran en computer, og når vi så kommer hjem, smider vi os foran fjernsynet i flere timer. For at gøre det hele meget værre, spiser vi det mest kalorieholdige måltid til aftensmad, for derefter ikke at lave en skid resten af aftenen. Vi får slet ikke forbrændt de mange kalorier, som de gjorde i gamle dage. Dengang spiste man det varme måltid til frokost, og så var det tid til arbejde i marken igen, hvor alle kalorierne naturligvis blev forbrændt.

Det giver et klart billede af, hvor vigtig ernæring er, og hvordan det går hånd i hånd med fysisk aktivitet. Hvordan skaber man så en god balance mellem kost og motion? Det er vigtigt at forstå, at man ikke behøver opgive alle de fødevarer man elsker at spise, men der er et stort behov for, at lave nogle sunde kostændringer. Hvis man dagligt indtager ca. 3000 kalorier, skal dette sættes ned til 1800 kalorier, hvis man ønsker at tabe sig hurtigt. Hvis man sætter for mange begrænsninger på, hvilke fødevarer man må spise, sætter man sig selv op til at fejle. En livsstilsændring skal ske gradvist, hvis man gerne vil have succes på den lange bane. Det handler i bund og grund om, at sætte begrænsninger på mængden af mad, man spiser i løbet af en hel dag. Selvfølgelig er det vigtigt, at kroppen får de rette næringsstoffer, og at man spiser afbalanceret, men prøv med små ændringer af gangen.

Hvis du går til en personlig træner eller en ernæringsekspert, vil de helt sikkert bede dig om, at skrive alt ned hvad du spiser i løbet af en uge. Derudfra laver de en ny kostplan. Du ved sikkert ikke hvor mange kalorier, du rent faktisk spiser hver dag, så det er altid første skridt på vejen. Hvis ikke man skriver det ned, er det svært at finde ud af, hvad der nøjagtig skal ændres på, og ikke mindst hvor store ændringer vi taler om. Når man begynder at føre dagbog over sine spisevaner, føler man automatisk et ansvar for at spise sundere, fordi det pludselig bliver klart og tydeligt, hvorfor vægten bare er gået opad og opad. Vi forbruger gennemsnitligt mellem 1800 og 2500 kalorier dagligt, afhængig af køn, vægt og fysisk aktivitet. Afhængig af hvor meget du ønsker at tabe dig, skal du reducere dine kalorier, så du dagligt opnår et væsentligt kalorieunderskud.

Alt for drastiske ændringer i livsstil, antal kalorier eller typen af mad du spiser, er aldrig godt. 9 ud af 10 personer falder tilbage, hvis ændringerne er for store. Kroppen vil reagere på dine ændringer uanset hvad. Du kommer i starten til at føle dig sulten, men maven vænner sig hurtigt til mindre portioner, og sulten vil forsvinde gradvist. Mange har svært ved at holde sulten ud, og begynder at spise fødevarer med højt sukker- eller fedtindhold. I disse situationer er det vigtigt, at vælge de rigtige fødevarer at gnaske på. Gulerødder er et glimrende eksempel, fordi de har et lavt kalorieindhold, højt fiberindhold og en dejlig knasende fornemmelse når man spiser dem.

Der findes masser af diæter og slankekure, som man kan vælge at følge. Diæter med lavt fedtindhold, lavt kulhydratindhold, lavt kalorieindhold og ekstrem lavt kalorieindhold. Du behøver ikke at følge nogen af dem. Du skal bare spise en almindelig sund kost, og være sikker på, at du får de næringsstoffer kroppen har brug for, og naturligvis sammen med masser af vand. I madpyramiden kan du se hvilke typer af fødevarer, du kan vælge imellem.

Den største fødevaregruppe skal indeholde fødevarer som nødder og kerner, fuldkornsprodukter som ris, pasta, spelt, perlebyg, quinoa og morgenmadsprodukter med et højt fiberindhold som havregryn, brød og andre kornprodukter. Det anbefales at mindst halvdelen af ​​de tilladte mængder bliver spist i fuldkornsform, fordi det har et højt fiberindhold, og derfor mætter bedre, og så er det meget sundere. Derefter kommer grøntsager, som kan indtages i rå, kogt, stegt eller grillet form. Jo mindre du gør ved grøntsagerne, jo sundere er de for dig. Frugt skal indtages i begrænset mængde, og skal helst være frisk. proteiner omfatter fødevarer som kød, fjerkræ, fisk, bønner, ærter, æg, tofu, sojaprodukter, nødder og kerner. Kød og fjerkræ skal være magert kød med et lavt fedtindhold.

Mejeriprodukter omfatter, mælk, sojaprodukter, ost, smør og yoghurtprodukter. Valg fra denne gruppe skal være fedtfri eller fedtfattig.

Den sidste gruppe er olier. Olier er fedtstoffer, som er flydende ved stuetemperatur. Olier bør begrænses til 5-6 teskefulde dagligt, da vi får nok andre fedtstoffer gennem den mad vi spiser. Vegetabilske olier er ikke sunde, så hold dig til kokos- og olivenolie.

Sæt et realistisk mål for, hvor mange kalorier du må spise og drikke dagligt, og lav en revision af det hver måned. Så skal du nok få succes med dit vægttab.

Share on Facebook Share on Twitter Share on Pinterest
 


Sukker og kroppen
Alkohol og vægttab
Stress og helbred