FitnessLiv

Danmark's Førende Hjemmeside
for et Sundt Liv


Drikkevarer og træning

Af: FitnessLiv | Opdateret: 2015-11-25 11:33:58

Hvad skal man drikke, når man dyrker motion? Energidrikke, sportsdrikke eller bare almindelig postevand?

Vi kender alle vigtigheden af, at kroppen skal være hydreret, og også konsekvenserne hvis vi bliver dehydrerede, men mange har svært ved at finde ud af, hvad der egentligt er bedst at drikke før, under og efter træning.

Kvinde der holder håndvægte vand og målebånd

Postevand er selvfølgelig altid det sundeste valg, og heldigvis også det langt de fleste vælger, men butikshylderne og automaten i fitnesscenteret bugner af forskellige energi- og sportsdrikke, tilsat alverdens vitaminer og mineraler. Det kan derfor være rigtig svært at gennemskue hvad vi egentlig har behov for. Problemet med energi- og sportsdrikke er, at de ofte indeholder mange kalorier og kunstige sødestoffer. Det kan betyde, at man faktisk indtager flere kalorier, end man forbrænder på en time, og så er træningen jo ligesom spildt.

Hvornår har du så brug for mere end bare vand? Det afhænger meget af længden og intensiteten af din træning. Hvis du træner mellem 1,5 – 3 timer, har du brug for mere end bare vand for at holde kroppen hydreret. Når du sveder meget, mister du både natrium og kalium, så jo længere og hårdere din træning er, jo større bliver behovet for en sportsdrik. En sportsdrik erstatter de mistede mikronæringsstoffer, og holder samtidig kroppen hydreret. Når man træner i flere timer i streg, har kroppen naturligvis brug for energi. Normalt vil det betyde, at vi bare spiser noget mad. Det kan man af naturlige årsager have svært ved, mens man træner, samtidig med at indtagelse af mad, kan give visse komplikationer med fordøjelse og absorbering af et måltid. Det er her sportsdrikke kommer ind i billedet. De øger kroppens energiniveauer, uden du har mad hoppende rundt i maven, og holder din væskebalance i top. Forskningen har vist, at det optimale indhold af en energidrik er 14 gram kulhydrat pr. 250 ml. vand. (1) (2)

Almindelige motionister som kun træner en time af gangen, har altså umiddelbart hverken brug for energi- eller sportsdrikke, medmindre de sveder overdreven meget. Der er ingen forskel på ydeevnen, hos dem der drikker vand kontra energi- eller sportsdrikke, når varigheden af træningen kun er en time eller mindre.

Hvad så med sportsdrikke tilsat vitaminer og mineraler?

Sportsdrikke tilsat vitaminer er et salgstrick. Du tror sportsdrikken er sundere, fordi den indeholder vigtige vitaminer og mineraler. Det er altid bedst, at få sine vitaminer og mineraler på den naturlige måde, altså gennem sine sunde fødevarer, og ikke gennem noget man drikker.

Selv atleter som træner meget hårdt, har ikke brug for vitaminer og mineraler, udover det de indtager gennem kosten. Når man spiser sundt og varieret, bliver vitamin- og mineralbehovet allerede dækket. Nyere forskning tyder på, at det faktisk kan være skadeligt, at indtage vitaminer og mineraler gennem det man drikker. (3)

Vitamindrikke har ofte tilsat sødestoffer, som altid bør indtages i moderate mængder, og specielt hos børn. De vitaminer der er tilsat sportsdrikke, er vandopløselige. Det får folk til at tro, at overskydende mængder af vitaminer, bare bliver skyllet ud af kroppen gennem nyrerne. Det er også korrekt, men ikke altid uden konsekvenser. Hvis man drikker mange vitaminsportsdrikke, kan det få negativ indflydelse på absorbering af andre vigtige næringsstoffer i kroppen. (4)

Hvad med Energi drikke?

Mange af os har tendens til,at snuppe en energidrik, når vi er trætte og uoplagte, men hvad indeholder de egentligt, og gør de noget godt for kroppen? Energidrikke indeholder oftest koffein, som giver kroppen præstationsfremmende fordele, såsom bedre udholdenhed og reaktionstid. Energidrikke indeholder som regel mindre koffein end en kop kaffe. Det betyder, at en kop kaffe giver dig større fordele, indeholder næsten ingen kalorier, og er meget billigere. Kaffe indeholder derudover også vigtige vitaminer og antioxidanter. Det er også vigtigt at huske på, at energidrikke kan indeholde store mængder af andre ingredienser, som kan øge din puls og blodtryk, være søvnforstyrrende, forårsage nervøsitet samt give dig unødige kalorier. For de fleste mennesker er en lejlighedsvis energidrik fint, men bør altid begrænses til 500 ml dagligt.

Hvad så med energidrikke tilsat taurin, ginkgo biloba, ginseng eller guarana?

Taurin

Taurin er aminosyre, der understøtter neurologisk udvikling, og hjælper med at regulere niveauet af vand og mineralske salte i blodet. Taurin menes også at have nogle antioxidante egenskaber.

Taurin findes naturligt i kød, fisk og modermælk. Nogle undersøgelser har vist, at taurin kan forbedre atletiske præstationer, som kan være forklaringen på, hvorfor det anvendes i mange energidrikke. Andre undersøgelser har vist, at taurin kombineret med koffein forbedrer den mentale ydeevne.

Indtagelse af op til 3.000 milligram taurin om dagen, er ikke skadeligt for kroppen. Overskydende taurin udskilles af nyrerne. (5)

Ginkgo biloba

Ginkgo biloba har været brugt til medicinske formål i over 5000 år, mod forskellige aldersrelaterede sygdomme. Ginkgo biloba er kendt for at forbedre hukommelsen og blodcirkulationen i kroppen.

Ginkgo biloba har længe været udråbt som en superfood, der hjælper dig med at forbedre koncentrationen og hukommelsen. (6)

Ginseng

Ginseng er kendt for at øge energiniveauet og reducere blodsukkeret. Derudover skulle ginseng beskytte leveren mod virkningerne af alkohol og stoffer, afhjælpe hovedpine, rygsmerter og gigt, samt reducere kolesterol niveauet. Alle disse fordele er dog aldrig blevet videnskabelig bevist.

Langvarig indtagelse af ginseng, kan give bivirkninger som allergiske reaktioner, tarmproblemer, uregelmæssig menstruation og søvnproblemer.  Personer, der har hjerteproblemer, lider af kronisk depression, eller som bruger blodfortyndende medicin, bør konsultere deres læge, før de indtager ginseng. (7)

Guarana

Guarana er kendt for at forbedre sportslige præstationer, som et nydelsesmiddel, og for at reducere psykisk og fysisk træthed. Det findes også tit i vægttabsprodukter.

Guarana indeholder koffein som stimulerer det centrale nervesystem, hjerte og muskler. Guarana indeholder kemikalierne theophyllin og theobromin, som gør det samme som koffein.

Guarana anvendes til behandling af lavt blodtryk og kronisk træthedssyndrom. Det bruges også til, at øge den seksuelle lyst, mod ryg- og ledsmerter, diarré, feber, hjerteproblemer og hovedpine. (8)

Faktum er: Hvis du træner moderat, har du ikke brug for andet end vand. Hvis din træning varer længere end 1,5 time, har du brug for sportsdrikke. Energidrikke har man aldrig rigtig brug for, men en enkelt engang imellem skader ikke.

Share on Facebook Share on Twitter Share on Pinterest
 


Sukker og kroppen
Alkohol og vægttab
Stress og helbred